TORSKEGILDET

Den. 6. NOVEMBER 1931

DET ER IKKE ALLE TORSKEGILDER, DER FOREGÅR HOS SKATTEVÆSENET. 
HØR BARE HVAD PROTOKOLLEN FORTÆLLER OM VOR OVENSTÅENDE DATO.: 

Gildet, der var besøgt af 47 medlemmer og gæster med Grosserer Ejnar Fiis Hansen i spidsen, blev ikke noget Torskegilde men derimod blev det et godt Bøfgilde, da 29 skulle have bøffer og kun 18 torsk men det satte ikke det berømte Harleyhumør ned. 

Da vi var midt i måltidet, rejste Formanden sig og fortalte noget om et par sange, som censuren i første omgang havde ladet ligge, men nu var Formanden selv kommet i stemning og blevet nysgerrig og lod foretage en afstemning om, hvorvidt man skulle synge dem alligevel. 

Det blev enstemmigt vedtaget og så kom sangene frem.  De var nu også lidt skrappe.  Fru Holger Nielsen var så rød i hovedet, som en kogt hummer og på Søeborg rejste hårerne sig på hovedet af bare grin, så han måtte låne en kam for at rede dem på plads igen.  Var den første sang god, så var den anden mindst lige så god.  Nu var der rigtigt kommet humør i selskabet.  Formanden meddelte, at vi skulle have nogle kontroller til klubbens store løb og da han mente alle damerne var i træning, med kontrollen over manden i det daglige liv, var damerne sikkert også gode som kontroller til sådan et Harleyløb.  Herefter rejste en af klubbens gæster sig, herr Kock, og ville gerne synge en lille sang til damerne.  Den hed "Kvindens pris".  Den gjorde mægtig lykke.  Herr Kock foredrog endnu et par sange, som satte humøret endnu en tak op.  Formanden bød nu velbekomme og så gik vi til kaffebordet. 

Ved kaffebordet bød Grosserer Ejnar Friis Hansen alle festens deltagere på enten konjak eller likør til kaffen.  Da festen var på det højeste, gik det rigtigt løs med sangene.  Omsider brød herr Grosserer Ejnar Friis Hansen op og fik et mægtigt hurra og tak for i aften med på vejen.  Vi fortsatte så dansen til klokken 02.00 hvor vi gik hjem og drømte videre om bøffen og torsken. 

------------------------------------------------------------- 

Disse Torskegilder, var faktisk tradition i klubbens historie helt op til fyrrene og såfremt der er interesse for referat af disse, vil vi gerne i senere klubblade vende tilbage med endnu mere materiale omkring dette emne.